Østersøen Rundt 2016

EUROPA I AUTOCAMPER

TAG MED OG FÅ EN OPLEVELSE FOR LIVET !

Facebook
Turbilleder

Tur til Østersølandene i 2016

af Hanne & Finn (1933)

 

Vi startede denne spændende tur ved at køre i Sverige efter vi havde været sammen med Jeannette et par dage. Vi kørte herefter til Jönköping, fordi jeg gerne ville have bilen efterset inden vi kørte ind i Rusland. Det medførte at vi boede ved Vättern i 4 dejlige dage lige ned til vandet, meget dejligt og en god optakt til den kommende tur. Vi kører derefter til Gränna som er en by ved søens østbred, hvor alle 9 biler skulle mødes og tage udgangspunkt til turen. Her mødtes vi den 30. juli og kørte til Kapellskär den 1. august. Herfra sejlede vi til Finland forbi Ålandsøerne en fremragende tur ikke mindst fordi vejret var det bedst tænkelige, sol og ingen vind.


Fra færgen kørte vi til en plads med parkering og service, men ingen faciliteter i øvrigt. Dagen efter kørte vi til Kuopio, på en campingplads tæt på byen. Vi overnattede 2 nætter og havde om aftenen ved ankomsten en rigtig fælles aften for første gang, hvor vi havde arrangeret et langbord ved vognene, det var der heldigvis nok plads til og vejret var velegnet. God begyndelse. Herfra kørte vi tæt på grænsen til en naturcampingplads og det var det første højdepunkt på turen. Her var stille, rigtig stille ved en elv, med alle nødvendige faciliteter, ikke prangende, men i forhold til hvor det var, langt mere end man kunne forvente, hold op hvor var det godt, hvilket alle var enige om. Det ville slet ikke have gjort noget, om vi skulle have været der et par dage, men det var trods alt ikke det turen havde som tema.


Herfra kørte vi til grænsen, som vi skulle passere den 7. august. Det var så heller ikke uden problemer, det tog temmelig lang tid og processen især var sort middelalder, kontrol på kontrol, udfyldelse af mange papirer på russiske blanketter, baseret på engelske eksemplarer, hjulpet af en engelsk kyndig tolder. Også bilerne blev undersøgt alle steder, med hunde og spejle. Steen som var arrangør af turen blev tilbageholdt, fordi han havde taget friskt kød med ind, så vi var nødt til at køre videre uden ham. Vi forsøgte at vente, men blev gennet væk i flere omgange, så vi kørte til bestemmelsesstedet uden ham. Han kom dog et par timer senere med en bøde i lommen. Denne campingplads var vores første møde med rigtige russere en reserveret imødekommenhed, men ingen fjendtlighed. Vi spiste på restauranten ikke lige god oplevelse for alle, men måske bedre end vi havde turdet håbe.


Dagen efter gik turen til Belomorsk, en by på kanten af hvidehavet. Her oplevede vi Rusland i al sin barskhed for første gang. 300 km af en vejkvalitet, vi ikke ville byde en skærsliber, ingen belægning, huller og vaskebrætsagtigt på store strækninger, for ikke at sige hele vejen. Men deres kørsel bar præg af at de kørte her jævnligt, for hastigheden var for det meste højere end nogen bil ville kunne overleve på, især hvis den skulle kunne klare kravene til en dansk bil. Som det fremgår af ovenstående, så kørte vi forsigtigt og langsomt, for vi havde ikke tænkt os at ødelægge køretøjerne på denne tur. Ikke så sært at turen tog mere end 6 timer, på trods af at ca 30 km var på helt ny og god motorvej. I Belomorsk kom vi frem til en campingplads lige ved en sluse på hvidehavskanalen, ikke en plads som vi kender dem hjemmefra, men absolut acceptabelt. Receptionen var en stor gammel tønde, eller måske en aflagt vandtank, men meget praktisk og klart i overensstemmelse med forholdene i øvrigt. Toilet og badeforholdene var ok og der var en lille pavillon, hvor vi kunne samles, jo jeg tror alle var lidt positivt overraskede. Her skulle vi så tilbringe de næste par dage.


Det skal også lige siges, vi havde indtil nu været vanvittigt heldige med vejret. Dagen efter skulle vi til en ø Solovetsky 4 timers sejlads væk, blev hentet i en slags bus, som hjemme aldrig havde fået lov at transportere betalende passagerer, måske slet ikke at køre, men det gik over stok og sten bogstaveligt talt. Øen Solovetsky var en klosterby, med en fortid der rummede begyndelsen på begrebet Gullag, en forgænger til de senere så bekendte koncentrationslejre i Tyskland. Nu mødte vi en befolkning, der var gået helt i stå, med nedslåede blikke, med klart manglende tro på fremtiden, manglende initiativ. Under istandsættelsen af klosteret var der murarbejder i gang, hvor man transporterede en mursten 5 m ved at 4 mand havde fat i den inden den nåede bestemmelsesstedet, et typisk udtryk for den effektivitet vi mødte. Det hele var beskæmmende og gjorde en meget nedtrykt. Vi var hjemme ved 23-tiden efter en lang dag, men en dag vi ikke ville være foruden.


Dagen efter skulle vi ud at se nogle helleristninger, men der kom ingen bil og hentede os. Der var heftig aktivitet mellem Steen og vores kontaktmand, men intet skete før hen på eftermiddagen, hvor vi besked om at turen var aflyst på grund af oversvømmelse i området, hvilket selvfølgelig var ok, men meddelelsen ville have været rar 4 timer tidligere eller mere, igen et udtryk for den effektivitet og interesse for fortagenet der blev udvist. Vi havde dog en dejlig dag alligevel i et godt fællesskab. Om aftenen var der - stadig i godt vejr - arrangeret grillmad, med drikkevarer. Maden var som det indtil nu havde vist sig meget god, måske bedre end de fleste havde forventet, men ikke altid så store portioner, og sådan forsatte det i hele Ruslandsperioden. Vi skulle så videre til Petrozavodsk og var godt nok spændte på vejens beskaffenhed, men blev positivt overraskede, da der ingen problemer var. Dette var en noget større by og vi lå på en plads lige ved søen, god plads, ikke efter dansk standard, men faciliteterne var ok. Byen her havde et noget andet aktivitetsniveau og befolkningen var heller ikke så farveløse, om end smil og øjenkontakt var en mangelvare. Dagen efter ankomsten sejlede vi med hydrofoilbåd til øen Kishi. Det var en god oplevelse, fordi det viste sig at alt var velorganiseret og vi fik virkeligt et indtryk af det russiske samfund for kun 50 år siden, virkelig spændende.


Endnu en dejlig dag blev hjemme på pladsen og afsluttede med en grillaften for os alle, rigtig rigtig hyggeligt. Vi havde en dag fri, hvor vi gik lidt sammen og lidt for os selv, så på byens forskellige kvarterer, megen aktivitet, men ikke så mange farver og ikke så mange smil. Tiden går så hurtigt, når man oplever så meget, men vi måtte videre den næste dag til Sortavalla. Vi var endnu engang spændte på vejen og kunne sige at den var god bortset fra 5-10 km, hvor det var mindst lige så slemt som tidligere oplevelser.


Vi kørte forbi en lille by Kinerma, rigtig gamle huse, med gamle indbyggere som formentlig aldrig har været uden for byen, som vel bestod af 20 huse. Kirken var også en spændende oplevelse. Vi så en gammel krumbøjet gedehyrde går foran sin gedeflok på 7 dyr. Han gik med sin kæp, alt imens han gik og nynnede. Han åbnede ind til underetagen i sit træhus og gennede en væder ind, alt imens de øvrige 6 geder stod ude på vejen og ventede. Hvad der derefter skete vides ikke for vi kørte inden afslutningen på denne faktiske historie. Vi ankom til Sortavalla på en camperplads ved et hotel lige ned til vandet, et udmærket sted, hvorfra vi dagen efter blev hentet og bragt ud til en hydrofoilbåd, der sejlede os ud til øen Valaam. Besøget her var en god oplevelse, med en god guide, fremragende til engelsk og meget vidende. Hun boede på øen og havde dette job, som fast job i sæsonen, som gik fra maj til oktober. Det viste sig i øvrigt senere at hun havde en dansk kæreste fra Bramminge, så hun havde været i Danmark nogle gange. Det vil føre for vidt at skrive alt hvad hun fortalte, men øen har været religiøst præget igennem århundreder, og regeret af både Sverige, Finland og Rusland og senest under vinterkrigen i 1939 til 1940, under hvilken finnerne fjernede en del af de religiøse klenodier, efter guidens udtalelser, dog må man ikke glemme at hun var russer og nok ikke helt uvildig i den vægt hun lagde i sine oplysninger. Det skal imidlertid ikke ligge hende til last, for hun var meget vidende. Der boede 300 mennesker på øen, hvoraf halvdelen var gejstlige og resten arbejdede for klosteret.


Herfra gik turen uproblematisk til Sct. Petersborg på en meget regnfuld dag. Pladsen var udmærket, om ikke standard svarende til byens størrelse. Vi tog alle til byen og oplevede forskelligt, nogen til vinterpaladset, andre tog turist rundfart og andre igen gik bare rundt og indsnusede den noget mere heftige atmosfære der var her. Den sidste dag i Rusland brugte vi på en rigtig dejlig tur i sommerpaladset, en fantastisk oplevelse, med indtryk af imponerethed og forargelse på en gang, dels fordi arbejdet der var lavt var fantastisk guld og glimmer i overflod, vandfald og springvand i et omfang som sjældent set, fordi de summer af penge der er brugt på dette overflødighedshorn er foragteligt - et eller andet sted - set i perspektiv af befolkningens helt øjensynlige armod og mismod. Imponerende fordi alt dette er genskabt af en ruinhob skabt under anden verdenskrig. Det har i øvrigt alle steder, hvor vi har set disse renoverings arbejder især i kirkerne, været imponerende hvordan deres bladguldsarbejder har været flotte, specielt i betragtning af de meget vanskeligt tilgængelige steder.


Nu kørte vi ud af Rusland ind i Estland og det var bogstavelig talt en befrielse. Udrejsen var ikke lige så besværlig som indrejsen, men besynderligt al den kontrol der skal til, jeg tror vi viste papirer 3 gange til russiske kontrollanter, inden vi kom til den estiske told. Vi endte denne dag på en plads lidt ude på landet, med en pragtfuld sø, lækker udsigt, dejlig swimmingpool, det kunne kun ende med et fælles spisebord i det fri under aftensolens smukke nedgang.

 

Dagen derpå gik turen til Tallinn en go tur til en ikke mindre god by, bedre end nogen af os havde turdet håbe, tro jeg. Vi var der tidligt og flere benyttede det gode vejr og den tidlige ankomst til at gå en lang tur på strandpromenade et par minutter fra pladsen. Promenaden blev brugt til motion af forskellig art, solen skinnede og det var varmt, som en dag ved rivieraen. Jo en ganske anden verden end den vi havde oplevet for et par dage siden. Den efterfølgende morgen kl 9 drog vi alle afsted til byen og det blev en rigtig god oplevelse, med besøg i kongens have hvor myten siger at dannebrog faldt, vandring i små grupper eller på egen hånd i byens velplejede gader og huse med en intim idyllisk atmosfære. Byturen endte med et fremragende ophold i byens, efter udtalelser fra pålidelig kilde, bedste spisehus, nemlig, Olde Hansa, og selvom karakterer er svære at gi, er tilbøjelig til at sige at det er rigtigt.


Vi ankom til Riga, den største af de baltiske landes hovedstæder, efter ca. 7 timers transport, til en meget god plads tæt på byen. Denne besøgte vi dagen efter og havde også her en god dag. Det må siges at disse to sidste besøg viser en stor ivrighed efter at få bragt byen til en god standard på alle synlige punkter. Befolkningen synes også at befinde sig i en hel anden tilfredsheds tilstand. Som det tidligere er nævnt har det været en befrielse og meget opløftende at komme fra Rusland til de Baltiske lande, en forandret status, som er opnået på kun 25 år, man kan sagtens fornemme EU har været inde over. Det indtryk blev fulgt op ved besøget i byen dagen efter, der er stadig meget at gøre, men et ses tydeligt, at man er i gang.


Næste stop var Vilnius i Litauen, og turen dertil blev afbrudt af et besøg på et sted der bliver kaldt korshøjen, et besynderligt sted, fordi det er en høj som igennem mange år er blevet besøgt af mennesker, der har placeret små og store kors i et syndigt rod - undskyld udtrykket -, antallet er uoverskueligt, men jeg vil tro vi tæller titusinder, måske er tallet ti gange så stort.

Det er dog et udtryk for, at mange mennesker har lyst til at tilkendegive en stor hengivenhed for afdøde mennesker i deres liv, uden i den forstand at stille det til skue, for det er komplet umuligt at genfinde det. Så meget des mere er det ubegribeligt at nogen mennesker kan finde på at brænde det ned eller pløje det igennem med en bulldozer, som det i virkeligheden er sket flere gange.

I Vilnius så vi nok det mest driftige og vesteuropæiske land af de 3 baltiske lande, en rigtig dejlig by, som havde alle de forretninger man ser i en hvilken som helst anden by i Europa. Her som i de tre andre byer, var der mest smilende mennesker. Den ene dag tilbragte de fleste af os flere timer på et marked der kalder sig Europas største, det er en udmelding, som jeg ikke kan bedømme. Det skal dog siges at udvalget var enormt og kvaliteten svingede lige så meget, men der var mange billige ting, også med den rigtige kvalitet. Nogle besøgte Stasi museet i byen, beliggende i et gammelt gymnasium, som allerede nazisterne havde brugt til deres umenneskelige forehavender. Dette blev således efterfulgt af russerne i samme stil, måske endda værre om muligt. Et besøg som man bør gøre, uanset hvor ubehageligt det end er, for det bør aldrig glemmes at dette er ikke fiktion, men virkelighed.


Efter et mellem ophold på campingpladsen Seeblik - et utroligt dejligt sted - går Turen videre til den Polske by Elblag, hvor vi holder en egentlige afskedsaften, rigtig hyggeligt, nu med nogle mennesker, som i løbet af denne månedstid er blevet en slags venner, så det er vemodigt at se enden på hele denne dejlige, forfærdelige og utrolige oplevelse, som jeg ikke tror nogen af os ville være foruden. Fysisk sagde vi først farvel - på gensyn- i Stettin.


Tak til alle for denne dejlige tur.


Hanne og Finn 1933.