Italien Rundt 2018
Logo

EUROPA I AUTOCAMPER

TAG MED OG FÅ EN OPLEVELSE FOR LIVET !

Facebook
Turbilleder

Turen Italien Rundt 2018


17.april kl. 09.00 mødtes vi 9 autocampere på P-pladsen ved Pöetsch i Harrislee. 18 mennesker og en utrolig sød boxer: Coco. Steen bød velkommen og fortalte om første etape til Harzen. Vejret var perfekt. Vi skulle Italien rundt de næste 4 uger. Første etape gennem Tyskland og Østrig skulle bare overstås i en fart. Så de tre første dage var lange på autobanerne til Italien. De første to pladser i Tyskland bruger Nemcamp altid til turene sydpå. Så første stop var i Darlingerode ved Harzen. En stor grusplads i Frau König’s baghave. Der er både el, vand og tømning. Hyggelig plads med fred og ro, og med en bager og en Netto lige i nærheden. Det var 22° da turens første langbord blev sat op. Tæt på ligger også en chokoladefabrik der har et lille udsalg af deres produkter som nærmer sig sidste salgsdato, og derfor sælges utroligt billigt. Første gang jeg var der kom jeg tilbage med to store bæreposer fyldt med chokolade til næsten ingen penge.


Anden etape startede med at vi, inden vi kørte op på autobanen, kørte ind i Wernigerode og tankede. Der ligger en Shelltank lige når byen starter. Og vi fik at vide at det var en god idé, da der er meget langt til den første tank på autobanen. Turens længste etape var på 558km, til restaurant Weihermühle midt ude i en skov. Stor grus-/græsplads lige over for restauranten. Der var ingen faciliteter, kun en automat med strøm til 3-4 biler. Men der var også en del tyske turister på pladsen som holdt ved automaten. Men der er toilet i restauranten vi kunne benytte. Kl. 19 samledes vi alle i restauranten og fik ’Jägerschnitzel mit pommes’ og salat. Drikkevarer købte vi selv. En hyggelig aften i Restaurant Weihermühle med 26° udenfor.


Tredje dag skulle vi over Alperne ned til campingpladsen i Fusina lige syd for Venedig. Man kunne spare nogle kilometer ved at køre ad landevejen til Salzburg. Lidt kortere men ikke hurtigere. Så vi kørte op på autobanen og kørte mod Salzburg. Vignette til Østrig køber man på den sidste tank før grænsen. Vejestationen i Østrig var heldigvis ikke bemandet, så vi kunne køre lige forbi. Turen gik fint i det dejlige vejr til Fusina Camping som ligger lige syd for Venedig ved siden af færgeterminalen hvor færgerne til og fra Grækenland lægger til. En dejlig stor plads lige ud til vandet og med fine toilet og badeforhold.


Turens første udflugter var her fra Fusina hvor vi skulle være i 2 dage. Dagen efter tog vi vandsporvognen Vaporetto som har landgang lige uden for pladsen og som lægger til ved Zattere ikke langt fra Marcuspladsen. Steen ledte os gennem de små gader, over Accademia-broen til Marcus-pladsen, Sukkenes bro og videre til Rialto-broen. Vi holdt en frokostpause på en restaurant ved broen, inden turen gik videre gennem de små gader på den anden side af Canal Grande. Midt på eftermiddagen var vi tilbage ved Zattere og tog båden tilbage til pladsen.


Dagen efter havde Steen lejet en båd der sejlede os direkte til Murano hvor vi besøgte et glaspusteri fyldt med glas i alverdens farver. Herfra sejlede vi videre til den smukke ø med de farvede huse: Burano. Vi gik gennem byen og holdt frokostpause ved en af kanalerne. Sidste stop på turen med båden var øen Torcello med den meget specielle katedral. Kl. 16.00 var vi tilbage på pladsen i Fusina.


Dagens mål var Lucca i Toscana. 305km ned forbi Firenze og Bologna. Pladsen var en autocamperplads inddelt i båse, og med el og fine toilet og badeforhold. Pladsen ligger i cykel- og gåafstand fra byen. Langborde var ved at blive populære, så her i Lucca havde vi også et dejligt langbord. Vi skulle være her i to nætter, så dagen efter gik ind til Lucca med en kæmpe ringmur man kan gå og cykle hele byen rundt på. Kl. 19 skulle vi mødes ved en af de mange kirker i byen hvor vi skulle til Puccini-koncert. Koncerten varer cirka 1,5 time. En stor oplevelse selvom man måske ikke lige er til opera.


Alle veje fører til Rom. Den korteste er 356km ad motorvejen langs kysten. Ikke lige den bedste, for den er utrolig ujævn på mange strækninger. Pladsen er en almindelig stor P-plads hvor et område på pladsen er inddelt i båse til campere. Der er el, vand og tømning, og pladsen har Steen valgt fordi den ligger tæt på en tog- og Metrostation. Og et kæmpestort supermarked. Vi skulle være her i 2 dage.


Første dag gik vi hen og tog Metroen først til Colosseum, og derfra videre til Den Spanske Trappe. Efter at have set den og de dyre forretninger der ligger på de omliggende gader, gik vi videre til Trevifontænen ikke langt derfra. Her holdt vi en frokostpause inden turen gik videre til en Metrostation og tilbage til pladsen ved Ostiense. Vejret var stadig utrolig godt. Vi fulgte med på nettet i vejret nordpå hvor vi havde været og hvor der flere steder var store problemer med vandmasserne.


Dagen efter tog vi toget til en station nær Peterspladsen, og flere var inde og se Peterskirken. Det gik næsten også hele dagen med, så hen på eftermiddagen tog vi toget tilbage til P-pladsen. Man må egentlig ikke sætte borde og stole ud, da det er en autocamperplads på en P-plads. Midt på pladsen står et stort tårn med overvågning 24/7, så når man sætter sig bag bilerne uden for cameraets synsfelt går det alligevel. Døgnvagten siger heller ikke noget til det når han cykler rundt. Temperaturen var nu oppe på 28°. Der blev så ikke langbord her, men vi købte grillstegte kyllinger i supermarkedet ved siden af, og kunne så sidde ude med to stole og et lille bord. 


Napoli var næste stop. 243km på en smuk tur tæt på kysten. Der er meget at se ved Napoli, og vi skulle også være her i fem dage. En dejlig autocamperplads med alle faciliteter og fred og ro. Om aftenen kom en trio der spillede og sang italienske sange. Enkelte kunne vi synge med på. Pladsen Castagnaro Parking ejes af Antonio og hans datter Serena, og de opsatte et dejligt kagebord med Limoncello (citronlikør) til. Vi spiste så mange kager så aftensmaden blev sparet.


Dagen efter gik turen til Pompeii med bus og guide (engelsk). Det var en halvdagstur med fin rundvisning i Pompeii. Guiden var let at forstå. Hun er Napolitaner med græske aner, som de fleste har dernede. Dejlig halvdagstur. Vi var tilbage på Castagnaro Parking kl. 13.30. Det var utroligt varmt midt på dagen. Dagen efter skulle vi også på en halvdagstur til Vesuv med samme bus og guide. Bussen kører op til et pitstop midt på vulkanen, og man skal så gå de sidste 500 meter op til toppen hvor man kan stå og se ned i krateret. Aftensmad ved langbord på pladsen.


Kl. 08.30 blev vi hentet af bussen til en tur ind i Napoli hvor vi gik rundt og så de interessante steder i Napoli Centrum. Vi kørte med den nye Metro i Napoli. Kun en enkelt station for at opleve den. Det er også en meget flot arkitekttegnet Metro. 


2.maj havde vi en dejlig fridag på Castagnaro Parking i Pozzuoli. Vejret var stadig utroligt godt. Den lokale slagter nede i hovedgaden stegte kyllinger, så vi bestilte alle kyllinger som slagteren leverede på pladsen kl. 19.30. Så blev der igen langbord.


3.maj skulle vi opleve Amalfikysten. Bussen hentede os kl .08.00. Det var en heldagstur, og for at undgå det helt store trafikkaos skulle vi tidligt ud ad døren. Det var, måske heldigvis, lidt diset, så det var til at holde ud at køre den lange vej langs Amalfikysten i bus. Og flot var det. Vi havde flere fotostops undervejs. Frokostpausen blev holdt i Amalfi By. Hjemturen var lidt besværlig på grund af den megen trafik. Vi var først hjemme kl. 18, og kl. 19 skulle vi ud og spise på en lokal restaurant. En meget flot restaurant lidt uden for Pozzuoli. Der kom en minibus og hentede os på pladsen. Det var første dag vi havde regn på turen, og der kom også en del den aften. Menu’en var Seafood. Kunne man ikke lide fisk var der mulighed for at få noget andet. Da det var 5. gang Steen var på pladsen med et hold fra Danmark fik han en gave. En Pulcinella maske fra Napoli. Se den på: http://nemcamp.dk/aboutus.html


Efter 5 dejlige dage i Napoli skulle vi videre. Vi blev opfordret til at køre tidligt på grund af den enorme trafik omkring Napoli. Og der er desværre kun den ene vej sydpå. Så vi kørte kl. 07 om morgenen. Det havde regnet hele natten med blev fint vejr op ad formiddagen. Vi skulle også køre langt denne dag. Ned til Messinastrædet og over med færgen til Sicilien. Ca. 555km. Da vi ankom til pladsen i Mascali som ligger lige neden for foden af Etna, var vulkanen usynlig. Dækket af tåge. Men alle kom fint frem til den dejlige campingplads. Lidt besvær med nogle lokale veje som er blevet ensrettede de sidste par år. Desværre er mange lokale veje også fyldt med plasticposer og affald. Utroligt at man vil ødelægge sit land med alt det affald man ser rundt omkring.


Næste morgen vågnede vi op til en skyfri himmel med en formidabel udsigt til Etna som stod knejsende med sin røgsøjle på toppen. Flere meldte sig til holdet af morgenbadere. Stranden lå lige på den anden side af vejen. Det var koldt men dejligt, sagde de. Flere kørte op til parkeringspladsen halvvejs oppe på vulkanen. Der kan man holde og gå eller tage svævebanen op toppen af vulkanen. Man kommer et stykke op, men ikke helt op. Så hvis man kører op til p-pladsen får man en god oplevelse af Etna.


6.maj var en fridag. Igen var morgenbaderne i vandet. Vi slappede af og gik/cyklede ind til den lille hyggelige by Riposto. Typisk sommerby som ikke rigtigt er kommet i gang endnu i maj måned. Men måske hyggeligere nu hvor der ikke er så mange turister.

Næste stop var pladsen i Lido di Noto. En lille hyggelig autocamperplads med alle faciliteter. Badet er en udendørs kabine hvor man står under træerne og bader. Fin oplevelse.


8.maj var en fridag. Morgenbaderne var igen ned i vandet. Den nærliggende by Noto er en oplevelse. Man kan godt cykle derind. Campingfatter tilbød at køre de andre derind, og hente dem igen senere på dagen. Alle spiste frokost i byen, og sidst på dagen da alle var kommet hjem kom der gang igen i cyklerne ned til stranden.


9.maj var en dag med heldags bustur. Igen i dejligt vejr. Bussen hentede os kl.09 sammen med vores to danske guider Amanda og Ulrik som bor i Ortigia. Det er utroligt hvad de to ved om Italien og Sicilien. Og de elsker at fortælle om det. De kørte os til Ortigia ved Syracuse hvor de guidede os rundt på halvøen. En skøn tur som også var med sejltur i katamaran ud på Messinastrædet. Kaptajnen serverede en let frokost med vin ombord på båden. Og han havde sørget for at have flere danske sange på sin ghettoblaster. Det var svært at holde sig vågen i bussen på vej tilbage til pladsen efter en skøn dag med Amanda og Ulrik.


Næste stop var campingpladsen i Agrigento tæt ved Templernes Dal. Fin campingplads med alle faciliteter og med supermarked lige uden for døren. Vi havde en fridag her så der var mulighed for enten at køre op til templerne, eller at tage den lokale bus de få kilometer derop. Det er et utroligt område med mange templer, eller ruiner af templer, helt tilbage fra den tid hvor grækerne var på Sicilien.


Sidste plads på Sicilien var en dejlig campingplads i San Vito Lo Capo. På vej derop besøgte vi byen Erice som ligger på en bjergtop ved Trapani helt ude vestpå. Den bør man besøge når man er på Sicilien. Byen ligger på en 750m. høj bjergtop med udsigt over byen og havnen i Trapani. Man kan holde på Piazza Porta Trapani (38 02 10 - 12 34 59) og gå ind i byen. Besøg Maria Grammatico's Pasticceria (38 02 16 - 12 35 12). Fremstiller Siciliens mest berømte brød og kager. Bagved ligger Caffé Maria hvor du kan nyde de dejlige specialiteter med en formidabel udsigt. Kagerne fremstilles af mandler og sukker. Prøv hendes primo med kager, kaffe og vand til €13. I starten af 1950'erne døde Maria's far, og som 11-årig blev hun sendt til klostret San Carlo for at lære af bage kager af nonnerne, og hvor hun levede og arbejdede under kummerlige forhold. Som 22-årig forlod hun klostret og startede med selv at lave kager og søde sager. Og som hun siger: ’Resten er historie.’ I stedet for at køre derop, hvor det er svært at parkere, kan man tage svævebanen fra Trapani til Erice. P-plads i Trapani (38° 01' 27'' - 12° 33' 03''). En returbillet koster €9. Banen kører alle dage fra kl.10-20. Og det er en smuk tur.

Pladsen ligger tæt på byen og tæt på en skøn badestrand, og flere var nede og bade.


Dagen efter var fridag, så efter morgenbaderne var kommet hjem, tog alle en tur til byen eller gik ned på stranden. Dejlig fridag og dejligt vejr. Dagen sluttede med et langbord til solnedgangen.


Sidste dag på Sicilien i San Vito Lo Cabo. Det var overskyet og lidt køligt. Men vi kunne ikke klage. Vi har haft et formidabelt godt vejr på denne tur. OK. Vi kunne da godt gå på stranden. Men nu var vi blevet vant til bedre. Dagen sluttede med en hyggelig afskedsmiddag i pladsens restaurant.


Så skulle vi nordpå igen. Vi skulle mødes på havnen i Palermo senest kl. 20. Der er 108km så det var ikke noget problem. Det største problem var at finde et sted at holde, for man kan ikke komme ind på havneområdet før kl. 17.00. Nå, men det lykkedes og vi kunne gå en tur i byen. Da vi skulle køre ombord var der et problem med Britta og Ole’s billet. Det var et forkert registreringsnummer der stod på billetten, så de kunne ikke få lov at køre ind på havneområdet. Steen måtte så op på billetkontoret og få ændret billetten så det rigtige nummer stod på. I sidste øjeblik da vi skulle ombord manglede vi 3 campere. De holdt få meter uden for havneområdet i en kø der var opstået på grund af et færdselsuheld. Heldigvis fik Flemming forklaret betjentene om problemet, og de fik så mulighed for at køre ind til færgen.


Vi havde dejlige kahytter med bad og toilet. Sejlturen varer ca. 24 timer og det var en stille og rolig sejlads op gennem Middelhavet til Genova. Vi skulle have været i land kl. 19, men klokken var 21. inden vi kørte fra borde.


Turen var slut. Steen havde anbefalet at køre til en gratis plads ved et Outlet Center ca. 50km. nord for Genova. Og det gjorde vi så stort set alle sammen. Så vi fik mulighed for at sige farvel til alle næste morgen, og tak for en dejlig tur Italien Rundt i skønt selskab.


Vivi (3082)